TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Drengekorets koncert-turne til England

7. august 2006


I dag vågnede vi mere udhvilede og veltilfredse end vi har gjort længe. Vandrerhjemmet, vi bor på, er virkelig en behagelig oplevelse i forhold til de mere primitive forhold vi har været udsat for (og senest i Cardiff - misforstå os ikke, det var et godt vandrerhjem i Cardiff, men lidt ældre og mere slidt end gennemsnittet). Vi gik betids i seng i går, da vi jo vidste at dagen i dag ville bringe sangmæssige udfordringer i York Minster.

Efter morgenmaden gik vi direkte til korprøve, da det svagt gik op for vor ældrende dirigent, at vi jo ikke havde øvet på vores KONCERT-repertoire siden vi gik på sommerferie. To timers pineri i et lille TV-rum uden air-condition blev det til, men repertoiret blev da gennemgået i fuld længde.

Mens de fleste kormedlemmer øvede, var Peter og Helle en tur til tandlægen med Jona-Tand, som desværre havde tygget en plomb ud af en rokke-kindtand... Venlige var de bestemt på tandlægecentret, men bestemte var de også... Behandling kunne kun ydes til patienter med 'extreme pain', så vi blev henvist til at købe et midlertidigt plombeerstatningskit på apoteket, og Helle måtte derefter svinge tandlæge-remedierne på stakkels Jonathan, der ikke var så nem at skræmme... Smarte er de små kits, og helt uden smerter har Jonathan (som i øvrigt heller ikke havde smerter FØR indgrebet) kunnet indtage mad og drikke hele dagen! Better safe than sorry siger man vist herovre og vi tænkte at vi jo hellere måtte kontakte de professionelle først, og så ellers udføre vor amatør-gerning bagefter! Til Jonathans far og mor: Jeres dreng har det helt fint!!!

Vi regnede med en lille 'informal concert' på 40 minutter, men aftalen skulle endeligt bekræftes med York Minster, og ved frokosttid kunne Finn meddele, at de i Minster'en kun regnede med en koncert på 20 minutter... Bevares, vi skar da bare i programmet, og sikke en koncert det blev (det berettiger næsten til en dagbogsside for sig selv...!). Vi gik fra vandrerhjemmet kl 12.15, og havde sat hinanden stævne på plænen foran Minster'en til frokost. Denne frokost skulle senere vise sig at være den hurtigst indtagne frokost i korets historie (det tog næsten 10 minutter at indtage 4 halve med leverpostej og dåsemakrel). Efter denne hastige frokost blev madkasserne båret hele vejen tilbage til bussen (igen 10 minutter), hvor vi skiftede til kortøj. I mellemtiden var klokkken blevet 13.50 og da koncerten var programsat til kl. 14.00 var vi en anelse bagefter vores tidsplan. Aldrig har York set løbende korkapper med unge herrer under, og aldrig har korkappekraverne været så svedige... Koncerten var heldigvis temmelig vellykket, og både danske og franske tilhørere bukkede under for korets charme og tårerne piskede!

Nu troede den heldige korsanger at den hellige grav var velforvaret - men slut var dagens udfordringer ikke. Vi havde nemlig booket en rundvisning i the Minster kl. 14.45, og da klokken var 14.40 da vi ankom til bussen med korkapper (og en lille omklædning ventede), så havde vi igen travlt. Den aldrende og efter koncertens stress og jag temmelig tyndhårede dirigent inddelte os i hold, så vi kunne få et overblik over hvor meget vi kunne forvente at skulle betale for rundvisningen... Alt dette viste sig så senere at være fuldstændig ligegyldigt, da de utroligt venlige guider i the Minster stadig var tårevædede efter vores koncert og derfor tilbød os rundvisningen næsten gratis... Kun 20 pund donerede vi til kirkens ve og vel, og det må siges at være en god 'deal'...

Guiderne gav os en rigtig spændende rundvisning i kirken og da vi med spæd røst antydede at vi (altså vikingerne) jo har bosat York og grundlagt byen, var svaret prompte at de var meget glade for at de stadig måtte bo i byen for os... Minsteren er den største gotiske katedral nord for alperne (og alle tror at Notre Dame de Paris er stor, men nej...).

Efter denne rundvisning var der for alvor dømt bytur og alle drengene nød at blive 'sluppet løs' i shopping-gader og spændende by-artikektur. Det var ment som en forsmag på hvad der ventede for drengene i morgen, hvor dagen er til fri disposition, men mange benyttede chancen til at få gjort indkøb, både til familie og ganer!

Ved aftensmadstid gik turen igen til vandrerhjemmet hvor der atter var kokkereret. Frikadeller som vor mor lavede dem; nye kartofler og salat med hjemmelavet thousand island dressing gled glat ned og mætte blev alle sat til køkkentjans. Den opmærksomme læser har lagt mærke til at vi i går havde et lettere løssluppent opvaskehold, men alle rekorder blev sat i dag. Alle kendte som ukendte danske sange blev afsunget til de andre beboeres store overraskelse. Et syngende opvaskehold er vist aldrig før set i York!!! Køkkenchefen var i øvrigt Johan Brask Bertelsen kyndigt bistået af de svenske kokke, Peter og Helle...

Nu skal drengene puttes og mon ikke de sover lige så 'sødt' som i går...!??!

Dagens citat: "Jeg går ikke og banker på andres døre med mindre jeg skal ind ad dem..." (Clements egen lommefilosofi på gaderne i York)

Rapportører og kyndige iagttagere: Helle og Peter

Tak for i dag.


Jonathan får lagt en ny plombe ind af Helle
Do it yourself plombering ;-)


Korprøve på vandrerhjemmet


Koncert i York Minster


Vellykket, tilhørerne græd , selv dem der ikke var danskere.


Opvasken er gået over i skønsang


Vi ses i morgen!



I går - I morgen