Frankrig dag 01

Indsendt af dagbog den ons, 24/07/2013 - 23:06
Dagbog: 

Din søn er ikke syg. Din søn er ikke død. Din søn er ikke forsvundet.
Din søn ligger trygt i sin søde seng, og drømmer skønne drømme om moder, efter at have fået de skønneste og største pandekager han i sit liv har set.

Efter en tårevedet afsked med moder og fader, startede Bus-Finn (vores chauffør lyder det smukke navn Finn, hvilket vi spår kan give kommunikative problemer senere) sin lille Ditobus, der i de næste 14-15 dage skal være drengenes fortukne transportmiddel.
Stemningen blandt dregene blev hurtig høj og munter, da vi nåede Farø-broen, var der gang i sang blandt store og små, ledsaget af musikken fra MP3-afspillere og mobiltelefoner, og samtlige håndholdte spillekonsoller var rødglødende.

Førend at vi fik set os om, passerede både Falster og Lolland forbi bussens ruder, og vi var ombord på færgen Prins Richard, hvor drengene vanen tro mæskede sig i den toldfrie kiosk, mens andre nød en stille kop færge-kaffe.
Sikkert over Fehmern-bæltet fortsatte turen i bus omkring 7 timer endnu, hvor enkelte valgte at sove og andre at spise slik og holde sig i sukkerchok, mens der var film på tv.

På en resteplads ved en meget charmerende motorvej, nød alle drenge den medbragte madpakke, smurt med kærlig hånd af moder (eller måske fader).
Efter sikkert at have krydset den Hollandske grænse, nåede bussen sit bestemmelses sted. Chaufføren Finn endte desværre i en blindgyde og måtte bruge alle sine tillærte kørefærdigheder, da han måtte bakke ud af en blindgyde med trailer på bussen (næsten uden hjælp fra 20 herrer, som ikke tømte og afhægtede traileren).

Efter at have tjekket ind på værelserne, besøgte vi det lokale pandekagehus, hvor der ikke var nogen heks, men derimod en masse rare servitricer med meget store pandekager... De smagte velbehageligt. Havde man problemer med det hollandske menukort, kunne de som var i nærheden af Henning Teglbjærg nyde godt af dennes flamske kundskaber.

Nu sidder vi på vores dejlige hollandske vandrehjem, et slot midt i den smukke hollandske natur (som lugter af komøg) og nyder solnedgangen, efter en lang dag i bus.  

Drengene ligger trygt i deres senge og blunder, inden rejsen mod Frankrig fortsætter i morgen kl. 9.15. Tro det eller lad være, men indtil videre har ingen drenge fået hjemve.

DAGENS CITATER: "Ups, jeg har glemt min gruppeledermappe" (Magnus Bentzen)
"På færgen kan man sgu da ikke bruge franske penge?" (Niklas De Fries)

Reportere: Thomas Molter Sjöberg Neergaard og Mathias-Emil Hjort Jørgensen