Frankrig dag 06

Indsendt af dagbog den tir, 30/07/2013 - 01:27
Dagbog: 

Så sidder vi omkring vores guru Finn den Almægtige, Alvidende, Altforbarmende, Alkoholfrie leder, som igen i år har valgt at trække i sin farvestrålende kimono og lige nu sidder og nynner mildt. Vi andre har naturligvis medbragt vore yogapuder, her lugter af røgelse, og vi fornemmer hvordan, en sjæl og harmoni fra det fjerne østen er ved at lægge sig over os. Alt dette er imidlertid lidt underligt for de nye medlemmer af gruppe Ø og de nye herrer, der siden den sidste tur, er blevet over 18 år. men for os der har haft oplevelsen før, ja så er det som at smage mors madgryder efter mange år på heden, mærke hvor vi har hjemme og nyde frugten af et godt sammenhold under en vis vis leder. (fortæl endelig ikke jeres drenge om denne lidt bizarre, men skønne oplevelse som forekommer hvert år - de skal nødig snydes for denne overraskelse, når de selv bliver over 18)

I dag har vi brugt hele dagen i Bayeux. Vi har set Bayeux tapetet - en oplevelse vi sent vil glemme, og sunget koncert i byens katedral - hvilken vi for en små tre timer siden kom hjem fra. 

For at starte med Bayeux tapetet, så var det en oplevelse som skabte stor interesse blandt drengene. 70 meter broderi skulle gennemgås, og med en dansk speaker i et par høretelefoner gik det relativt hurtigt at komme igennem den lange tegneserie, hvad det jo egentlig taget er - en tusind år gammel tegneserie om en familiestrid, der udvikler sig til blodig krig mellem Normannerne og Anglo-Saxerne. Rustningerne og våbnene, som museet yderligere indeholdt, skabte stor interesse, men endnu engang skal det også nævnes, at broderi, mod alle odds, endnu en gang viste sig at være vejen til en ung drengs hjerte. Flere drenge udbrød faktisk "nej se de fine heste", "sikke nogle farver" og "gid min mor ville sy mig en pude med sådan et motiv". Herrerne tog også tapetet til sig med ave - ja det var alt i alt en stor oplevelse. 

Efter Bayeux tapetet tog vi i byen for at spise frokost i vores grupper. Nogle tog sågar ud til endnu en kirkegård, der ligger et kvarters gang fra bymidten, men jeg synes også, at vi kan fornemme på drengene og visse herrer (inklusiv mig selv), at vi er ved at have fået rigeligt med kirkegård nu, rigeligt tak! Men det skulle også være slut med det nu, forude venter nemlig Sant Malo, Mont Saint-Michel og det store akvarium i Brest (det skulle dog ikke undre mig, om vi ikke ender med at smide et kirkegårdsbesøg ind her også. Vi har endnu ikke set nogle med begravede fisk, og man er jo ikke i Frankrig for ingenting).

For at komme tilbage til koncerten, så gik den rigtig rigtig godt. Varmen var ikke nær så slem her som i Rouen, og vi modtog stående bifald. Bifaldet varede så længe, at vi måtte gå tilbage på "scenen" slevom vi havde sendt drengene næsten helt ud til omklædning, så publikummet, vi skønner der har været knapt 200, fik glæden af det klassiske efternummer, vores all time go to guy: - "trommehvirvel" - I Danmark er jeg Født. Naturligvis kun første vers, andet havde været blasfemi.

Der er vist ikke meget mere at sige om i dag, jeg kan vel komme med et par persotnlige betragtninger - vejret opfører sig stadig som det har lyst til, drengene har endnu ikke helt forstået ordene "Jeg er din leder. Udfør min befaling", herrerne er så småt begyndt at få de franske gloser ind under neglene - vi nyder godt af udtrykket "voulez vous!", som vi glædeligt råber til hinanden, franske piger, og hvad der ellers kommer forbi. Og ja vi ved godt det ikke giver mening som hilsen.

Ydermere så har vi fundet ud af, at vi har fået senator palpatin fra star wars med på turen forklædt som en lille rødhåret dreng. Det har været noget af en overraskelse, men vi er så småt begyndt at indfinde os med situationen, og forventer at gøre ham til kejser en af de næste dage (spørg din mand hvad star wars er, og for en uddybning så spørg din dreng når han kommer hjem, jeg kan godt se, det lyder lidt internt). 

For at opsummere. Vi har det rigtig godt, og I behøver ikke være spor bekymrede. Jeres drenge har det godt og de er heller ikke spor bekymrede :) Der hersker faktisk absolut ingen bekymringer under Finns vinger. Vi kan dog desværre grundet travlhed ikke nå at lægge billeder op i dag.

Sidst men ikke mindst så har vi, der i dag skriver dagbog, haft en lille afstemning om hvilken gruppe der er den fedeste, og vi er blevet enige om at det er Gruppe 1!

Dagens Citater:

Mads og Steffen til Senator Palpatin (Mikkel Pallesgård) med dyb alvor i stemmerne: "Senator Palpatin. Byggeriet af dødsstjernen foreløber som forventet, den er færdig om kort kort tid, he he he." Senator Palpatin til Steffen og Mads ganske henkastet: "jamen det er fint!"

Herrerne: "Voulez Vous!"

Mads Andersen