Dag 5, tirsdag d. 26/7 Dag 5 startede med den sædvanlige uønskede morgenvækning, lidt morgenmad, og derefter en halv times gang mod bussen, der holdt på den ”nærmeste” lovlige busholdeplads. Vi var alle friske (eller hvad?) og forventningsfulde, især herrerne, der alle var kommet tidligt i seng (altså næsten:P). Efter en times kørsel, opdagede vores skønne buschauffør at det muligvis ville være en god ide at køre efter et kort over Prag, i stedet for et over Paris… Så efter tre kvarter, talrige advarsler om lommetyve, og Finns uundværlige pris-prutte-lektioner, nåede vi til ”Det gule marked”, navngivet efter alle de asiatiske bodejere, som driver den absolutte størstedel af handlen i området. Grupperne blev sluppet løs, i kopivareparadiset, hvor salg af knive, laserpenne, zippo-lightere og knojern (Finns personlige favorit) dominerede markedet. Med lommepenge og Finns forbud mod knive, skydevåben og diverse støjende objekter, nød især sopranerne den billige bras-handel. Tre timer efter kørte vi hjemad i bussen, der stank af ”sippo”-benzin, denne gang den rigtige vej. Vi vraltede tilbage til hotellet, hvor vi slappede af, hyggede os med vores nyindkøbte spøg-og-skæmt-artikler, og det højtelskede computerrum. Efter pausen tog vi ud at spiste sammen. Mange var skuffede over den meget lille portion gullasch og den fimsede dessert. Måltidet blev sluttet af med en gang skønsang. Vores nationalsang (hvis det stod til Finn) ”I Danmark er jeg født” og ”Den sømand han må lide”, hvilket var en stor succes. På turen hjem stoppede vi ved Karlsbroen for at synge endnu et par sange. Efter ”Roselil og hendes moder” blev vi sendt væk af security-vagten. Skuffede gik vi væk mens vi sang ”I skovens dybe stille ro”. Resten af gåturen hjem nød vi at synge vores elskede kanon fra Tysklands-turene, til stor morskab og undren for alle de andre turister. Skrevet af Jens Herskind Leer (Næstkommanderende i gruppe 5 og leder af værelse 202) & Victor Lynge Nielsen (Leder af den nederste køje længst mod vinduet i værelse 302) PS: Der er blevet lagt billeder ud for de dagen hvor der ikke var. Dagens citater: ”Kinesere er også mennesker, også selvom de er gule” Finn om det gule marked. ”Jeg synes også det var underligt at vi kørte på ´Champs-Élysées´” Rasmus Vind efter chaufføren påpeger at han prøver at lede bussen til det gule marked med et bykort over Paris. ”Jeg elsker at pudse flasker” Mads Barfod om at pudse flasker. ”Aldrig mere skal de drikke vores saft!” Uddrag af Thomas Sjöbergs tale FOR Dansk Folkeparti. ”Har jeg fortalt jer at Finn Evald er min nye spinddoktor? Vi er bare enige om SÅ mange ting!” Uddrag af Thomas Sjöbergs tale FOR Enhedslisten.
|
||
Du kan sende en e-mail til drengene på denne adresse: mailtilmindreng@rdd.dk |