Dag 6, onsdag d. 27/7

Motorvejs-mysteriet

Vi havde en lang køretur foran os. Ni timer, måske ti. Adskillige af os var erfarne korturs-turister, men noget var anderledes denne morgen. Der var en skarphed bag denne skrækkeligt tidlige morgenstund.

Kl. 5.45. Så tidligt havde mange af os aldrig været oppe før. I flere dage havde vi nu rejst sydpå, så lidt sydøst og nu endnu længere syd. Længere og længere væk fra danmark. En kold vind blæste fra nord og fik træerne til at rasle som levende væsener. Det var ikke en venlig vind. For at nå bussen måtte vi ud på en længere vandretur da køretøjet holdt parkeret en halv snes bjerge væk. Bussen trængte endvidere til at blive pakket om. Det var et hårdt arbejde som sled på knoglerne. To modige sjæle ved navn René Aakær og Nikolaj Burup meldte sig frivilligt. De drog ud før os andre og banede vejen som var fyldt med sporvogne, skjulte kantsten og andre forhindringer der ventede på den skødesløse og uopmærksomme. Det er så sandt som det er sagt: "svære tider kræver besværlige mænd".

Kl 6.58: Sopranerne havde svinet det øverste dæk til. Indtil nu havde chaufføren ikke ladet sig provokere, men det var blot en facade. Man kunne se hans mund stramme til, den svært undertrykte vrede i hans øjne under et tykt lag af solbrunt hud. Han var ikke vant til at man tog let på de forelagte instrukser. Pludselig! En reprimande af utrolige dimensioner. Sopranerne var rystet i deres grundvold, de var... sat på plads.

Kl.12.22 indtraf dagens første tragedie. På en tankstation glemte en ung lyshåret lykkesvend ved navn Mads A i sin iver at betale 50 cent for at benytte toilettet. Det skabte grobund for enorm vrede og det gik nu op for os, at vi var kørt ind i Østrig og her gælder østrigsk lov! Mads A's lillebror spurgte fortvivlet hvad der mon ville blive af hans bror. Der var ikke nogen vej udenom. Ordren var givet og ære bandt den østrigske tankpasser til at udføre sin pligt. Han skulle halshugges.

Kl.14.16: det er frokosttid og med undtagelse af et hoved samles alle på græsplænen for at indtage livsvigtige kalorier. Pludselig lyder der et skrig så skingert at al verdens opera-sopraner ikke kan følge med. Kilden er at gruppe 10 netop har opdaget, at ingen mayonnaise er blevet pakket i deres frokostkurv. Der hviskes i krogene og ordet mistillidskvotum bliver hyppigt nævnt. Har vi tilstrækkelig proviant med? Ved Ø-gruppen overhovedet hvad de foretager sig? Mistilliden til hinanden og ikke mindst sig selv er på et skarpt stigende niveau.

Kl.15.33: En tåge spredte sig langsomt og sandheden begyndte at gå op for de fleste; en skummel herre ved navn Martin havde slået en prut. Den sniger sig ind på dig og til at starte med skælver du og dine tænder klaprer. Du holder dig for næsen og drømmer om franske vine og varm mad. Den brænder, den brænder virkelig. Intet brænder som Martins prutter. Men kun i et kort stykke tid. Så trænger den ind i dig og begynder at fylde dig op. Og efter noget tid har man ikke længere kræfter til at kæmpe imod. Det er lettere bare at sætte sig ned og ligge sig til at sove. På denne måde føler man ikke længere smerte hen imod enden. Først bliver man svag og søvnig, og derefter begynder alting at falde ud og fra det punkt er det som at ligge i en sø af varm mælk. Fredfyldt. For at undgå en moderne tjernobyl-katastrofe, blev Martin sat af i vejkanten. Han accepterede sin skæbne.

Kl 18.21: En mystisk disharmoni af lydfordelingen under en kosmoramatisk fremvisning under busturen skabte en ubehagelig og undrende sindstilstand blandt de overlevende. Til vores store rædsel viste det sig, at en højtaler i styrbordssiden af bussen var kollapset under et kraftigt og stormfuldt uvejr. Ingen omkomne, men vi kunne ligeså vel være døde, da vi nu ikke længere kunne høre Brad Pitts fløjlsbløde, forførende stemme.

Kl 19.32: Regnen drypper stille, vejene er forladte og vi er alene. Intet menneske af skandinavisk herkomst har tidligere betrådt denne jord. Vi er i en dyster baggård i den skumleste krog af Ljubjana. Vi gør kort hold ind til siden for at gøre mandtal. Ud af den lumske, lyse nat dukker et hold grævlinger op og kommander os ned på jorden. Dette får på mystisk vis vor ellers altid fattede korleder til at give os en opsang. Dette sindssygeanfald blev af vores erfarne doktormænd hurtig diagnosticeret til at være en overtagelse af hans sjæl af zombier. Grævlingerne overtog kommandoen og vi blev af disse skumle typer inkvarteret i det nærmeste fængsel.

Kl 23.23: Stilheden har sænket sig over de slovenske sidegader. De overlevende drenge er blevet bespist med vand og brød og er blevet låst ind i deres celle, så de kan blive klar til slavearbejdet i de slovenske grotter al for tidligt i morgen.

Dagens reportere: mr. Kevin Holmes & dr. René Watson

Der slappes af i bussen.


Imens det flotte landskab flyver forbi.


Ankomst til det ombyggede fængsel.