Dag 12, tirsdag d. 2/8

Dagen i dag har været præget af, at vi ikke har flere koncerter hængende over hovedet!

Vi har haft det skønneste vejr (det har vi faktisk haft på hele turen!), og vi har vidst at udnytte det med ture i centrum af Samobor og med forskellige aktiviteter.

Selvom dagene i Solaris Camp virkelig har betydet masser af badeture, når vi ikke lige skulle synge, ja, så har koret ikke fået nok alligevel. I dag har de fleste ligget i blød i poolen, som ligger lige ved siden af et grønt område i byen. Dagen blev i øvrigt indledt med en langvarig og heftig fodboldkamp mellem drengene og herrerne. Efter 2½ timers fodboldkamp (!) valgte man at slutte den med alles ære i behold med resultatet 9 – 9. Min vurdering er dog, at herrerne valgte at afslutte kampen, inden de var på vej mod et svidende nederlag! Drengene er lynhurtige og svære at hamle op med. Her er det ikke råstyrke, der tæller.

Nogle af os besteg også et mindre bjerg for at se en meget flot ruin af en stor borg fra 1200-tallet. Andre gik på indkøb i byen. (Krisen kradser også her, så flere forretninger har ophørsudsalg med meget lave priser til følge. Der kunne med andre ord gøres kup!)

Sidst på eftermiddagen gik koret til rådhuset, stillede op foran bygningen og sang en håndfuld danske sange for de forbipasserende. (Det er nemlig for mærkeligt, at vi ikke har flere koncerter foran os.)

Indehaveren at det hostel, vi bor på, er meget imødekommende. Han arrangerede barbecue for koret med forskellig slags kød og pomme frites. Der blev stillet ufattelige mængder til livs, men vi kunne ikke ”æde ham ud af huset”. Som tak for hans store venlighed, sang vi nogle sange for ham og hans stab.

Vi har fået meget sol og mange indtryk og er efterhånden temmelig trætte. Nogle af os havde tænkt, at vi skulle arrangere en gemmeleg i aften i et af byens grønne områder, men vi fandt hurtig ud af, at dette forslag ikke havde en chance. Alle er simpelthen for trætte til yderligere aktiviteter. Lige nu laver vi ikke ret meget. Nogle er begyndt at pakke de ting, der kan pakkes på forhånd. Det er en meget god ide, for vi skal tidlig af sted i morgen for at komme til Salzburg i så god tid, at vi kan få lidt tid i byen om eftermiddagen.

Alle er enige om, at vi indtil videre har haft en rigtig vellykket tur, både hvad angår sang, socialt samvær og spændende oplevelser. Vi frygter lidt den grusomt lange hjemtur, som venter forude. Men den tid, den sorg!

Dagens rapporter Finn Evald



Samobor fra oven.


også gik der bold i den...










Og bagefer slappe af ved poolen.


Mini koncert foran Samobor Rådhus


Dmitri vs. Jeppe / RUS vs. DK - resultat ukendt.


© Copyright -Simon Lorentzen, Slofoto http://slofoto.dk

Du kan sende en e-mail til drengene på denne adresse: mailtilmindreng@rdd.dk