Dag 13, onsdag d. 3/8

Dagen i dag startede med morgenmad kl. 07.30, og på det tidspunkt skulle alt bagage være pakket og ude i gården foran vandrehjemmet. Folk valgte at stå op på mere eller mindre sene tidspunkter, og for de mindre organiseredes vedkommende betød det, at de havde godt 9 minutter til at pakke og nå ned til morgenmad. Men vi nåede det alle sammen, og efter en solid morgenmad slæbte vi bagagen op til bussen, der holdt parkeret en lille kilometers gang væk fra vandrehjemmet. Da bussen var pakket med bagage og korsangere kørte vi så af sted mod Salzburg. Det viste sig at være en længere tur end flere af os havde forventet, og den første prøvelse viste sig efter ca. to timers kørsel, da vi ankom til den kroatisk-slovenske grænse. Her sad alle, på nær gruppelederne, i bussen der langsomt, men ganske sikkert, blev varmere og varmere. Vores buschauffør undskyldte varmen mange gange, og vi underholdte os med at kigge på buschaufføren og Rasmus Vind, der gang på gang farede frem og tilbage mellem bussen og grænsekontrollen. Efter en halv times ventetid i den godt opvarmede bus, satte bussen motor (og dermed også airconditionen) i gang, og vi kørte næsten 100 meter, før vi igen stoppede, og skulle fremvise vores pas til den næste grænsekontrol. Her sad vi så i endnu en halv time i den allerede opvarmede bus, mens størstedelen af de myndige (dem der lignede terrorister mest) gik ned og fremviste deres pas personligt og en politimand gik rundt og kontrollerede pas i bussen. Vi overlevede dog alle, trods den temmelig tykke luft, og fortsatte længere ud af den nu slovenske motorvej. Så begyndte Finn sin oplæsning af mails, fulgt af humoristiske kommentarer som han fyrede af under latter fra de fleste i bussen (også modtagerne af mails). Herefter blev DSU formand i Roskildeafdelingen, Thomas Sjøberg, sendt ned til mikrofonen, for at afholde en brandtale for Det Radikale Venstre, hvilket skete til stor morskab for alle. Efter en lille pause, blev en film sat på og det minimerede ventetiden indtil frokostpausen. Vi holdte på en lille resteplads, hvor ca. 5 % var dækket af skygge mens resten var badet i en ubarmhjertig varm sol. Vi indtog vores madpakker i en god stemning, dog en smule opstemt, grundet de flokke af hvepse, der ihærdigt flokkedes omkring os og vores mad. Efter maden vaskede vi op, og fyldte vores vandflasker på en vandpost i nærheden. Da vi var på vej i bussen igen, fortalte Finn os en meget slående (og lettende) nyhed over højtaleranlægget i bussen. I stedet for at tage af sted fra Salzburg fredag morgen, skal vi altså forlade byen fredag nat. Mere information vil komme hurtigst muligt, husk at tjekke hjemmesiden i løbet af fredagen.

Efter en tur på østrigske småveje, med fantastisk udsigt, ankom vi til det hotel vi skulle overnatte på, men eftersom der ikke var andre end en rengøringsdame på stedet, måtte vi bare parkere vores trailer, og derefter køre tilbage til Salzburg, for at få noget aftensmad, denne gang med et dejligt stort madbudget. Da vi steg bussen begyndte det at regne og tordne, og det handlede udelukkende om at det første og bedste spisested. Bagefter gik nogle grupper rundt og så på byen, mens andre bare sad i tørvejret på deres respektive spisesteder. Herefter samledes vi ved bussen, og kørte tilbage til hotellet. Her har vi nu indlogeret os; de yngste sover trygt i deres fint opredte senge, mens enkelte af herrerne sidder og spiller kort og/eller snakker.

Dagens reporter: En temmelig træt Jens C. H. Leer, med assistance fra Johan Clausen

Dagens citat: ”Receptionisten er en parodi over en tyroler.” Finn beskriver receptionisten på hotellet

Dagens fakta: Velkomst-sms’er er modtaget fra disse lande: Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Slovenien, Kroatien og Østrig igen, men underligt nok ikke fra Slovenien selvom vi tilbragte tre timer i landet i dag. Enkelte af herrerne har også modtaget fra Island, endda i flere omgange.


Da vi kørte det meste af dagen er her et par billeder over hvad vi foretager os.















© Copyright -Simon Lorentzen, Slofoto http://slofoto.dk

Du kan sende en e-mail til drengene på denne adresse: mailtilmindreng@rdd.dk