TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Drengekorets koncert-turne til New Zealand

Dagens dagbog er sponseret af:
Reidl Foto & Data, Roskilde - Tlf: 4635 4042
Reidl Foto & Data, Roskilde - Tlf: 4635 4042

Vi takker Reidl Foto for lån af digital videokamera!

8. februar 2004

Så oprandt den første hele dag i New Zealand. De fleste af os sov tungt og godt - godt hjulpet af den udsøgte odeur af 8 drenge i et lokale - fra den tidlige sengetid i går aftes og helt til vækkeurene ringede omkring klokken 0730 i morges. Nogle få uheldige har stadig ikke fået vendt døgnet helt rigtigt på trods af den omhyggelige forberedelse og den meget sparsomme søvn på vores 37 timers maratontur herned, så de tilbragte de tidlige morgentimer med at gå hvileløst rundt på gangene. Vi er ellers blevet godt indkvarteret her i Auckland, et næsten nyt vandrerhjem med dejlige bløde senge og lækker morgenmad. Flere af drengene startede dagen udelukkende på frisklavet frugtsalat.

Formiddagen gik med ture i byen gruppevis, hvor drengene har fået en chance for at formøble de lommepenge, som brænder i lommen på de fleste. For flere grupper blev det også til et besøg i Sky Tower, den højeste bygning på den sydlige halvkugle, som bl.a. byder på base jump fra toppen, glasvinduer i gulvet og en fantastisk udsigt.

Dagen i dag var også vores første arbejdsdag, i og med at vi - noget vovet - havde valgt at lægge vores første koncert i dag. Auckland Cathedral er en kirke, som er bygget i to omgange ligesom Roskilde, men på et noget senere tidspunkt. Det medfører en del større forskel på de to deles arkitektur, da den nye del er meget moderne og temmelig afskåret fra resten. Koncerten gik efter forholdene godt. Flere af tilhørerne kom hen til Gruppe Ø (servicemodulet) efter koncerten og var meget imponerede, da de hørte at vi først var ankommet i går - for "efter sådan en tur kan man da ingenting!" Vi håber nu selv at vi kan gøre det lidt bedre næste gang...

Aftensmaden foregik af lutter nød på Burger King - vores foreløbigt foretrukne aftensmadsted, en "food court", hvor man kan vælge blandt en masse forskellige spisesteder, var desværre lukket. Ikke alle var utilfredse med denne løsning.

Morgendagen byder mestendels på afslapning - en strandtur, gåture i byen og en enkelt times korprøve.


Dagens anagram: Peter Søegaard Nielsen = Enige tandløse seerpar
Herefterdags bringes anagrammet som gåde - 13 rigtige udløser en stor pose jord. Svar mailes til rdd@rdd.dk.

Dagens rapportør: Niels Holmgård

Mt. Roskill
Vi var ventede... Roskill mod højre!

Cellounderholdning
Inden koncerten var der underholdning ved 'Peters Bjørne-time'. Alle drengene var som tryllebundne af det pædagogiske cellospil!

ServiceModulet i aktion
Skafningen forberedes af vores allesammens Gruppe Ø.

Afslapning i parken
Ventetiden mellem generalprøve og koncert fordrev vi også i den nærliggende park...!

Auckland Cathedral
Auckland Cathedral; en imponerende bygning!

Koncert i Auckland Cathedral
Selvom drengene stadig var underdrejede af rejseforløbet, leverede de en formidal præstation. Alle var meget imponerede over deres kunnen

Cola...
Efter koncerten var der til drengenes store glæde spisning hos Burger King. Her ses dagens tilbud: Cola ad libitum!


Vi ses i morgen!



I går - I morgen


Dagens dagbog er sponseret af:


Mindtrio - udvikler websites til dit behov