TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Drengekorets koncert-turne til New Zealand

Dagens dagbog er sponseret af:


Mindtrio - udvikler websites til dit behov

10. februar 2004

En herlig og uforglemmelig dag fuld af gode oplevelser!

Klokken otte var der afgang fra vandrehjemmet med "vores" to buschauffører Brian og Dave. Vi kørte gennem Auckland og mens de fleste indbyggere havde travlt med at nå deres arbejdsplads kørte vi fulde af forventninger af sted mod Hobbiton.

Inden vi forlod Auckland kørte vi ud til Mt. Eden Summit som er toppen af en udslukt vulkan, med en hel fantastisk udsigt over hele byen. Alle drengene skulle naturligvis ned i krateret som var ret dybt, og dette medførte bukser og sko fulde af jord og mudder. De var vilde med det, og der blev løbet om kap både op og ned af den stejle vulkan væg.

På vej mod Hobbiton var vi inde i et supermarked for at proviantere til vores frokost. Da Peter skulle til at betale måtte de omkringstående lommer tømmes for kontanter da korets mastercard var blevet spærret! En hurtig telefonforbindelse til Danmark kunne informere om at kortet var spærret pga. at der var hævet $3200 registreret i en BAR! Forklaringen på dette var at der på vandrehjemmet var en bar som vandrehjemmet også gik ind under hos PBS. Forestil jer avisforsiden; "Drengekors formue brændt af på bar-besøg i Auckland".

Omkring kl. 11.30 blev der holdt en kort pause og kl. 13 var i "Matamata" hvor vi skulle møde vores søde guide Louise, som skulle guide os gennem Hobbiton, Bilbo og Frodos hjemby. Hobbiton, eller Hobbitrup, ligger i virkeligheden på en New Zealandsk fårefarm lidt uden for Matamata. Da Peter Jackson, instruktøren af "Ringenes Herre 1-3", og New Line Cinema, selskabet bag filmene, skulle finde locations til optagelserne i 1998 ledte de efter et bestemt "Pine Tree", også kendt som "The Party Tree", som også skulle ligge ved siden af en lille sø måtte de søge over hele New Zealand. Til sidst fandt de et sted fra helikopter der var egnet. Det var hos familien Alexander. Området er helt igennem fantastisk smukt. Den New Zealandske hær blev hyret til at skabe en vej på 1,5 KM direkte gennem området så de kunne skabe det der senere blev til Hobbiton. Selve konstruktionen af Hobbiton varede ikke mindre end 9 måneder og optagelserne varede i hele 3 måneder. Alle drengene fyrede løs med deres kameraer til de løb tør for film!

Dagen igennem havde vi både overskyet og solrigt vejr, og temperaturen nåde op på ca. 25-30 grader! Nogle af herrerne tog ikke det med det tynde ozonlag alvorligt nok, så de fik røde næser... (En særlig tak til Jens Arendt som har "sørget" for det gode vejr... ) Gruppe ø (service-modulet) sørgede for en lækker frokost med sandwich til alle. Inden afgang fra farmen sang drengekoret "I Danmark Er Jeg Født" for vores søde guider, og der var ikke et øje tørt. Efter Hobbiton kørte vi direkte til Rotorua og fandt vandrehjemmet. Vi bor dejligt; drengene bader, spiller fodbold og har det godt. Dette var alt for denne gang; endnu en herlig dag fra New Zealand. Nyd så lige de flotte billeder!

Berrit og Søren.

Hobbitons partytree
De fleste af drengene foreviget under Hobbitons party træ. En ubetinget succes!

Wellington
Jaris demonstrerer levende, hvor stor en hobbit er. Læg mærke til skoene!!!

Wellington
Efter turen i Hobbiton rundede vi af med at synge for vores værter. En virkelig rørende oplevelse...!


Vi ses i morgen!



I går - I morgen


Dagens dagbog er sponseret af:


Mindtrio - udvikler websites til dit behov