TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Drengekorets koncert-turne til New Zealand

Dagens dagbog er sponseret af:


Mindtrio - udvikler websites til dit behov

14. februar 2004

Så oprandt dagen, hvor vi skulle forlade nordøen for at udforske "nyt land" på sydøen. Vi samledes ved færgelejet i Wellington tidligt i morges, de indkvarterede tog afsked med deres værtsfamilier og nu ventede en sejltur på lidt over tre timer. Lige så snart vi var gået ombord på færgen brød solen frem mellem skyerne og drev regnvejret på flugt, og vi kunne nu se frem til en malerisk, solbeskinnet sejltur. Som man nok har kunnet udlede af, hvad der tidligere har været skrevet i vores tour-dagbog, så er der altså meget pænt i New Zealand - og det bliver ikke mindre pænt af, at man begiver sig længere sydpå, skulle vi hilse og sige. Sejlturen fra Wellington til Picton på sydøen gør eksempelvis en nordisk skærgård til skamme: vandet er ualmindeligt blåt og klippesiderne er prydet med en nærmest flouriserende grøn vegetation. Det bør dog nævnes, at enkelte (eller snarere mange) af korets medlemmer fandt alternativer til det underskønne landskabs-sceneri - på færgen forefandtes nemlig såkaldte morskabs-automater, og det var et populært (og dyrt!) tidsfordriv for mange af drengene...

Efter ankomst til Picton satte busserne kursen mod Greymouth. Busturen bugtede sig på smalle snoede veje igennem eventyragtige landskaber, tempererede regnskovsområder og uspolerede kyststrækninger - kørslen gav også anledning til en hel del køresyge: Flere af drengene kastede op undervejs og rigtig galt gik det, da der gik hul på én af de uddelte plastikposer... buschauffør Dave kom på overarbejde med at rengøre bussen, så vores servicemodul har nu sørget for nok plastikpose-kapacitet til i hvert fald 15 kubikmeter vomitus. Der vil fremover blive uddelt en daglig "ørling-pris" til bussens mest køresyge.

Selvom vi skulle tilbagelægge en hel del kilometer, var der alligevel tid til nogle pauser undervejs. Vi gjorde bl.a. holdt ved de såkaldte "Pancake Rocks" - en række klippeformationer med en rillet struktur, ikke ulig en stabel pandekager.

Efter en lang dag i bus er vi ankommet vi til den søvnige provins-flække Greymouth, hvor aftensmaden venter os på byens hotel. Hotellet huser også en bar og et diskotek, og da det er lørdag aften skal der nok blive "gang i den", men vi er formentlig så trætte allesammen, at vi kan abstrahere fra det. I morgen venter os endnu en lang, spændende dag.

Dagens reporter:

Sven plantede halm etc.

Færge mellem Wellington og Picton
Færgeturen fra Wellington til Picton var ualmindelig smuk, ikke en vind rørte sig og udsigten var ikke til at stå for...


Pancake Rocks
Besøget ved Pancake Rocks var populært - Underlige klippeformationer blev besigtiget


West Coast
Køreturen ned langs vestkysten af sydøen er utrolig flot med en masse strand og bølgeskvulp




Vi ses i morgen!



I går - I morgen


Dagens dagbog er sponseret af:


Mindtrio - udvikler websites til dit behov