TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Norden-turné

4. juli 2001

I dag stod den på bustur hele dagen. Ved 9-tiden forlod vi vandrerhjemmet i Oslo, efter hvad nogle (især de nordmænd vi besøgte) ville kalde et lynvisit...

Det var med en anelse ængstelse, at vi satte os ind i bussen, for vi havde jo læst vejrudsigten. Hele vejen ville der være ca. 30C og skyfri himmel, og det hjalp jo ikke spor, at vi havde lidt problemer med klimaanlægget i bussen. Lige så snart bussen blev parkeret og slukket, steg temperaturen til omkring de 45C på første sal. Det problem løste vi halvt om halvt ved at lade bussen køre, når vi holdt pause, så der var ikke de store varmeproblemer. Vejen bød dog på en del "rutschebane"-agtige oplevelser, og det, kombineret med varmen, resulterede i et par tilfælde af køresyge... Det kan jeg nu også godt forstå...

Da vi ville lægge hjemmesiden for den 3. juli op på nettet, skete der noget temmelig uforklarligt. Under opdateringen gik der ged i det, så vi var nødt til at slette hele hjemmesiden, nulstille den og derefter lægge den op på nettet igen. Hele processen med fejlsøgning og "reparation" tog 4-5 timer i bussen, og den opmærksomme læser ville da også opdage, at vi havde en nede-periode i samme tidsrum. Heldigvis løste problemet sig med kyndig assistance fra de fleste af bussens IT-eksperter.

Vi besøgte, inden ankomst til vandrerhjemmet, endnu en gang en McDonalds til stor jubel for alle drengene. Både service og hurtighed var væsentlig over niveauet i Oslo. Vi overvejer at kontakte McDonalds Corporation for at foreslå om ikke vi skal lave et gruppe-kvalitetscheck i alle McDonalds-restauranter i de byer vi besøger...

Da vi ankom til "vandrerhjemmet" fik vi vist alle et chok! Det er det mest luksuriøse sted, vi har oplevet til dato, på alle vore ture... Vejret gør jo også sit til at gøre turen til en super-tur, men her har vi virkelig kulisserne til en dejlig ferie! Det er en gammel herregård, der nu fungerer som hotel, kursussted og så lige vandrerhjem. Drengene spillede fodbold med det samme, og de voksne reparerede bussens klimaanlæg.

Efter drengene blev sendt i seng kl. 23.00 sad vi andre og nød det gode vejr. Hele aftenen, og natten med, var temperaturen over de 20C, og det var helt lyst det meste af natten. Deres udsendte kastede håndklædet i ringen kl. 1.30, og der var det stadig utrolig dejligt!

Det har i dag været den varmeste dag på turen indtil nu, men vejrudsigten lover faktisk, at vi kan risikere at sætte turvarmerekord i morgen og fredag... Der er højt humør og store smil hos alle. Alle forældre kan både være rolige og meget stolte. Vi bliver ved med at blive rost for den gode opførsel...!


Så er der strække-ben-pause på den lange bustur fra Oslo til Uppsala.



Sunnersta Herrgård ved første øjekast... Ikke dårligt!



Der er nu helt styr på bagageproblematikken. Alt kan løses ved hjælp af en kæde!



Dagens redaktør: Peter Søegaard