TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Norden-turné

8. juli 2001

På trods af de usle forhold har vi sovet udmærket, men alt for kort. Vi kom først i seng langt over midnat og måtte op kl. 7.00 i morges. Vi var godt trætte alle sammen. Morgenmaden på vandrehjemmet svarer ca. til niveauet i øvrigt. Straks efter morgenmad kørte vi til Tempelkirken, en betagende kirke, delvis udhugget i klippen. Et yndet mål for turister, hvilket vi ved selvsyn kunne konstatere - Der var pakket med turister, både før og efter gudstjenesten.

Der blev ikke megen tid til korprøve, så det var lige på og hårdt. Vi havde mange odds imod os: Skrækkelig varme og udmattelse hos de fleste. Gudstjenesten forekom uendelig lang, måske fordi vi ikke forstod et ord af det hele. Et par steder følte vi os dog i overensstemmelse med teksten. Under altergangen sang vi som altergangsliturgi, dér hvor vi normalt hjemme synger "Hellig, hellig, hellig" pludselig "Pyhä, pyhä, pyhä" - hvad kunne passe bedre til den ulidelige hede og træthed???

På en eller anden måde kom vi dog igennem gudstjenesten. Var det svært at komme ind i kirken, var det næsten umuligt at komme ud på grund af en tyk kødrand af amerikanske og japanske cruise-turister. Peter Søegaard taler som bekendt "hjemmestrik-japansk" - et sidestykke til kaudervælsk. På et vist tidspunkt kom ånden over ham og han væltede noget "japansk" ud uden at være opmærksom på tilstedeværelsen af de japanske turister. Vi konstaterede målløse ansigter hos de uden tvivl krænkede japanere.

Godt trætte kom vi tilbage til vandrehjemmet og lagde os spontant til at sove i en times tid. Derefter gik vi i grupper ud for at se på bylivet. Det var bestemt interessant; byen vrimler med mennesker, faktisk som i Nyhavn en varm sommerdag, men her over hele byen. I øvrigt er Helsinki en meget smuk by, man ikke umiddelbart forbinder med en nordisk hovedstad. En skæmmende ting i byen er dog de russisk-inspirerede skulpturer rundt omkring. Vi vil ved lejlighed anbefale dem "Bukarest-metoden"; nedhugning!!!

Vi spiste en udmærket aftensmad på vandrehjemmet og gik derefter ned til kysten for at tage billeder af koret og for at spille lidt bold, (disse billeder kommer på siden i løbet af dagen i morgen!) og nu, kl. 23.00, ligger jeres små nuttebasser og sover sødt mens vi voksne hygger os udenfor med et glas rødvin. Udsigten er det lokale arresthus... Særdeles fængslende!!! Søndagen slut; Ib Renè, Helsinki!


Koret i aktion i Tempelkirken i Helsinki. Koncentrationen er lidt i bund...



Vores chauffør, Johnny, agerer cruise-manager udenfor Tempelkirken.



Helsinki Domkirke. Hvor er den dog hvid...



Dagens redacteurs: Hold Ø (igen)