TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Norden-turné

13. juli 2001

Så oprandt dagen hvor, Der Alte fyldte år. Den allestedsnærværende Finn Evald rundede det femoghalvtressenstyvende år, og dette gik ikke upåagtet hen blandt drengene. Under morgenmaden på vandrehjemmet brød de rustne morgenstemmer ud i hæs, flerstemmig fødselsdagssang for den noget betuttede korleder - til stor forskrækkelse for vandrehjemmets øvrige beboere, hovedsageligt bestående af blege, søvndrukne svenskere. Strofen "med dejlig chokolade og kager til" var i dagens anledningen erstattet med den mere passende og glutenfri "med dejlig slimet hirsegrød og honning til", jævnfør fødselarens glutenfri diæt.

Efter morgenmaden var det tid til at udforske smukke Stockholm, og turen gik til den indre by, nærmere betegnet Gamla Stan. Det skulle dog vise sig, at det svenske sommervejr var stærkt utilfreds med vores tilstedeværelse. Ihvertfald begyndte det at stå ned i stænger ligeså snart, vi trådte ud af bussen. Dette gav selvfølgelig anledning til en del polemik om hvorvidt vores fødselar havde gjort sig "fortjent" til dette vejr, eller om det direkte kunne tilskrives Anker Jørgensen, som også fylder år denne dag... dette var ihvertfald Finns verbale modspil i denne diskussion. Det er dog også værd at bide mærke i, at der er tale om "fredag den 13."...? Trods vejret hyggede drengene sig i Stockholms bykerne - dette indebar en mere eller mindre ligevægtig fordeling af shopping og kulturelle opdagelser. Der var dog et udtalt indkøbs-behov blandt drengene, og som en følge af vejret søgte mange ly i byens indkøbscentre.

I mellemtiden havde Johnny, vores bussikkuskkikksi (buschauffør på finsk), undersøgt en mislyd ved bussens højre forhjul, og søgt råd på et busværksted i udkanten af Stockholm. Det viste sig, at den var gal med bremseklodsen - den var flækket og blev udskiftet på stedet. Det er betryggende, at dette blev opdaget i tide - selvom det ikke havde været så alvorligt endda.

Efter endt reparation hentede bussen det gennemblødte kor i det regnvåde Gamla Stan. Vi måtte køre tilbage til vandrehjemmet for at få skiftet tøj og indtage vores frokost. Vi besluttede at holde en kortere siesta med afslapning og en enkelt fodboldkamp inden vi igen begav os på vej ind i byen igen. Det var planen, at vi om aftenen ville afholde en form for "afslutning" på turen i form af en fælles middag på en restaurant - det var nemlig den sidste aften, hvor alle var samlet (Finn, Rasmus Vind og Andrés skulle hjemad om lørdagen). Sidst på eftermiddagen tog vi således igen ind til byen, hvor vi havde et par timers hygge i byen inden, vi skulle spise aftensmad.

Ved 19-tiden mødtes vi på en glimrende asiatisk restaurant på Drottningsgatan - Stockholms hovedstrøg. Berrit og Frederik (Christian Jakobsens slægtninge) havde i mellemtiden stødt til os - de var netop ankommet med toget fra Roskilde og skulle følge os på resten af turen. Drengene blev placeret i en overdådig buffet med alskens spændende sager, medens de voksne søgte en mere afsidiges krog for at nyde maden og fællesskabet. I samme ombæring fejrede vi Finns fødselsdag med sang og mere eller mindre obskure indslag - se vedlagte billeder. Koret havde vredet armen om på turens deltagere og samlet ind til en fælles gave til fødselaren. Valget af gaven kræver en nærmere forklaring - dirigenten er blevet særledes famøs på baggrund af en aldeles funky, råhvid hippie-kuffert med purpurfarvet silkeinteriør, som har fulgt med hele vejen... og ikke kun på denne tur! Denne kontroversielle kuffert har, til Finns store forundring, været genstand for stor morskab, og netop denne kuffert stod for skud, da gaven skulle udvælges. Gaven var nemlig en splinter ny, gedigen Samsonite-kuffert, der i den grad gjorde føromtalte antikke skrin til skamme. Og fødselaren var da også meget taknemmelig og benovet, selvom der faldt et par ironisk fortrødne bemærkninger af om den nye kufferts indbyggede kritik af den gamle. (Det bør nævnes, at undertegnede er en stor kitsch-bedårer og derfor har anmodet om at overtage dette fantastiske og kult-agtige klenodie - denne "juvel" må forblive i Evald-klanens varetægt!!!)

Efter en pragtfuld middag gik turen tilbage til vandrehjemmet, hvor drengene hurtigt gik ud som et lys efter en lang og spændende dag. Drengene blev hurtigt lagt i seng, hvorefter ledergruppen planlagde morgendagen over et glas fødselsdags-rødvin.

Jeg kan rapportere, at humøret stadig højt i truppen på trods af det lidt ustadige vejr og en stor portion søvnunderskud. Folk begynder dog også så småt at glæde sig til at komme hjem, da man efterhånden er mæt af gode oplevelser.

Redaktion siger godnat!


Undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi oplever "endelig" lidt regn...



Der Alte med sin nye kuffert. Tidløst design, gedigen kvalitet og et godt håndtag...



MC Elgene frembrøler en elggammel vise fra elgehundrendetallet. Komponisten var efter sigende storgevir Magnus Tretak. Fødselaren er lidt kildekritisk...



Dagens udsendte: Stephanonnen EvaldoleinenTM