TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Norden-turné

29. juni 2001

Efter en spændende bagageindsmidningsseance om morgenen på Domkirkepladsen, lykkedes det os at komme ud på de spændende danske motorveje. Der gik hurtigt konkurrence og sport i at råbe: "Vores bus er bare højere end deres!", hver gang vi blev overhalet af diverse mindrebemidlede turselskaber. Humøret og støjniveauet var på et godt stykke over middel på bussens førstesal, og temperaturen blev hurtigt for voldsom, så taglugerne blev åbnede. Drengene blev behørigt formanet om at sidde ned og lade være med at stikke arme og bare tæer ud i den friske luft. Der gik ikke mange sekunder, før de drenge, der sad forrest, råbte "op at stå!" hver gang vi passerede en bro, hvorefter de rallende smed sig ned med "afkørte" hoveder.

Senere fandt vi ud af, at de svenske motorveje er lige så interessante som de danske. I strålende solskin ankom vi til Svedino´s Bil- och Flygmuseum, hvor der var "jættefint" med mange stOre og gamle biler. De voksnes alder blev sat en anelse i perspektiv, når drengene kommentere modeller, som vi har kørt rundt i som børn, som "veteranbiler". Der var også spændende fly og nogle af de Mercedeser, som Hitlers kommandører har kørt rundt i i Norge. Efter at have indsnuset fortidsminder spiste vi frokost i det grønne, stadig i strålende solskin. Det var en god oplevelse, og drengene konsumerede som vanligt enorme mængder rugbrød, dåseleverpostej, dåsemakrel og dåsetorskerogn. Nam, nam, siger vi bare!

Derefter væltede vi ind i bussen igen, og til sagte nynnen af drengenes udlægning af Britten gik turen resten af vejen til Göteborg. Vandrehjemmet blev livet gevaldigt op, da vi invaderede stedet, og der kom hurtigt gang i dåseskjul, krrrraftspring, fangeleg (nej, ikke fangelejr) og bordtennis. Vi sad ude i den hyggelige gård og fik aftensmad, der bestod af spaghetti med kødsovs (der blev spist helt op), salat og knækbrød. Nu er klokken ved at være 22.30, og vores store putteseance skal snart tage sin begyndelse. Alle er stadig glade, og der er endnu masser af energi i poderne. Nu må vi se, hvor trætte de er i morgen aften efter vores tur i Liseberg-tivoli.

Det har været en rigtig dejlig dag med skønt vejr, søde drenge og kompetente og glade gruppeledere. Buschaufføren sender sine hjerteligste hilsner til det ganske danske folk og beder os fortælle at vi er den mest artige gruppe, han endnu har kørt med... Bare vent, siger VI... Det tegner rigtigt godt!

Mange hilsner og tanker fra alle de heldige, der er med på turen. Vi håber, at I hygger jer derhjemme, og vi skriver snart igen!


Endelig ro - madro (Frokost ved flymuseum)



Av for en sveder... Philip taber IGEN (Vandrerhjemmets gård)



Zpagetthi Bolonjæse a la Gyddeborg (Italiensk for begyndere)



Dagens ansv. redaktrice: Helle Pedersen