Dag9, tirsdag d. 28/7

Dagen begyndte med et fyrsteligt morgenmåltid på universitetet i Flagstaff med alt, hvad hjertet kan begære og mere til – absolut det bedste vi har haft af slagsen indtil videre!
(Desværre kom undertegnede med søn for sent til gildet på grund af en misforståelse – vi så alle fra
koret gå ud af spisesalen med et lykkeligt og tilfreds udtryk i ansigtet.

Selv huggede vi i os af herlighederne i en vældig fart for at nå at være parat til afgang).
Vi kørte tilbage til Grand Canyon ad en meget spændende vej, som førte os gennem adskillige indianerreservater og igennem et meget naturskønt område. På turen kunne vi se et heftigt tordenvejr stå ind over det vældige område. Det var meget flot, men vi var lidt bekymrede om hvorvidt det ville være muligt at gå ned i Grand Canyon under den vejrsituation. (Faktisk advarer man mod at gå ned i tordenvejr, fordi det også medfører meget hård storm, som gør vandreture meget farlige). Heldigvis flyttede den voldsomme tordensky sig væk fra det område vi havde besluttet at gå ned i. Det blev en dejlig tur, selvom tiden ikke tillod os at gå langt ned. Temperaturen
var ikke højere end på en god, varm sommerdag i Danmark. Når man går nede i den store dal, bliver oplevelsen af områdets gigantiske størrelse og store skønhed ekstra intens!

Vi satte os derefter i busserne med destination Needles – et sted jeg på forhånd var betænkelig ved, fordi jeg ikke har oplevet noget mere truende USA, hvad varme angår. Jeg fortalte koret, at vi skulle forvente følelsen af at sove på en kogeplade. Nu er vi her så, og jeg tog heller ikke fejl! Vi ankom kl. 21.00, og temperaturen var ved ankomsten 46,1 grader, og luften er tilmed fugtig!
Vandrehjemmet er til gengæld i fin og proper stand, og air condition fungerer ok. - Al den air condition er til gengæld hård ved korets stemmer. Det bekymrer mig lidt, for vi skal synge i den danske kirke i Los Angeles i morgen aften. (Hvis koret i morgen synger bare tilnærmelsesvis så godt som i San Francisco, vil jeg være godt tilfreds).
Alle drengene er i seng nu, og vi voksne bevæger os rundt så lidt som muligt på grund af heden.
(På research-turen herover undrede det os, at man på restaurant Denny’s i Needles kunne indtage sin mad i en magelig stol, fastspændt til bordet. Vi så amerikanere, som fylde afstanden mellem bord og stol helt ud inden de begyndte at spise!. Vi kom derfor til den slutning, at man kunne ”æde sig fast”, hvis man ikke tog sig i agt (akkurat som i Peter Plys).

På turen til Needles tog vi ind på en restaurant, hvor der var ”frit slag” hvad angår buffet. Udvalget var så overvældende, at man næsten følte modvilje mod det hele. Det gjorde drengene bestemt ikke!
De nød at være i slaraffenland. Og kalorieindtaget var helt sikkert ikke i overensstemmelse med hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler. (Man får et lille indblik i hvorfor fedme er så udbredt i USA. Jeg så med vantro på hvad amerikanerne øste op).

Vi havde mulighed for at køre lidt på Route 66 – den gamle motorvej fra 30-verne, som har kultstatus hos mange. Chaufførerne fandt en forretning på vejen, som ikke solgte andet end skilte med ”Route 66”! Jeg gik i mellemtiden hen for at købe en kop kaffe, som skulle blive temmelig meget mere interessant, end som så: Uden for døren holdt et vrag af en gammel bil, pyntet på forskellig måde, og med et fuldt pyntet juletræ på ladet. (Det burde have vakt min mistanke). Jeg tog fat i dørhåndtaget og konstaterede at forretningen var lukket, indtil jeg opdagede et tilsvarende håndtag i den anden side af døren! - Her kunne døren åbnes! Forretningen var fuldstændig dækket af klistermærker af enhver slags. Jeg fandt hen til disken og bestilte en kop kaffe. Ekspedienten gik straks i gang med at skænke op, mens en anden ekspedient kom ind og med alvorlig stemme spurgte, om jeg ikke ville have en kop kaffe fra i går! Jeg gjorde naturligvis kraftige indvendinger, men han påstod hårdnakket, at kaffe fra i går var som vin – den bliver bedre med tiden. Jeg følte mig temmelig overrumplet, og blev så småt irriteret. Jeg insisterede på at få en friskbrygget kop, men den anden ekspedient fortalte mig, at min kop allerede var blevet fyldt med kaffe fra i går.
Jeg meddelte, at jeg ville forlade butikken, men han protesterede, og sagde at jeg naturligvis fik frisk kaffe. Det gik så op for mig, at de ”tog gas på mig”, hvad jeg smilende meddelte dem.
”Ja, naturligvis” sagde den ene og tog en tube med sennep og plørede ud på mit T-shirt. Jeg blev meget forskrækket, indtil jeg konstaterede, at det var en gul snor, der kom ud af tuben! Nu blev stemningen for alvor løssluppen. Jeg betalte for kaffen – den bedste og billigste kaffe, jeg har fået i
USA. Eftersom jeg fik den i ”take away”-version, bad jeg om et sugerør, der som bekendt hedder straw.

Nu kom en tredje ekspedient ind i forretningen og sagde ”så gerne” hvorefter hun kom ind med en håndfuld hø! Nu blev der grinet igennem af alle. Jeg forlod butikken i på en gang meget forvirret og opløftet stemning. Det var virkelig en practical joke. (Gad vide, om det var med skjult kamera, og gad vide, jeg bliver udstillet i en eller anden TV-kanal)!
Men som nævnt den bedste kop kaffe i USA – der ellers er bitter, som om den er blandet op med brændt gummi.

Nu vil jeg også gå op på mit værelse og forsøge at sove lidt. Dejligt, at man ikke behøver at frygte kulde i nat!

Dagens rapporter: Finn E.
Dages citater: Jeg mener at kaffen var så god her på grund af der ikke er nogen slidmærker på route66, alle andre steder laver de det som rich's/danmark. Sagt af Finn omkring den oven omtalte kop kaffe.

Flagstaff UNI


Magnus snublede.... næsten.


Amerikas motorvej numero uno.


En bil med et juletræ på. set på route 66.

Her efter kommer gruppe billeder taget ved GC, i alfabetisk rækkefølge.

















Opdateret 31/7 kl 01.10 US - 10.10 DK