Dag15, mandag d. 3/8

Den længste dag, den korteste nat - og de sidste (2) rejsedage

Korets medlemmer har lært meget forskelligt på denne tur. Og de, der ikke kunne det før, har lært det nu: at være hurtige, at høre efter, at holde aftaler, at være præcise, at rette ind.

Denne lærdom betød, at vi, efter pandekager og cornflakes i San Diego, kunne komme hurtigt ned ad bagtrappen på vores YH med al bagagen i behold, og at ingen forvildede sig ind i den elevator, som nogen dagen før havde sat ud af drift. Derfor nåede vi også LAX til den fastsatte tid - rigtig god tid inden check-in m.v. Selv et tårevædet farvel til vores 2 fantastiske buschauffører forsinkede os ikke nævneværdigt.

Da det, som på vejen over, var nødvendigt at flyve hjem på hele 3 forskellige fly, skiltes vores veje hurtigt i lufthavnen, og den videre fremfærd foregik i 3 rejserutinerede grupper.

Igen havde alle nu lært lektien: ingen flasker gennem check-in, af med livrem, sko, overtøj og op i div. bakker med alle løsdele, håndtasker m.v. - for derefter at montere det hele igen.

Således kom alle helt problemfrit gennem diverse checkpoints, og nu var der kun ventetiden tilbage indtil flyafgang. En ventetid der var længere for nogle end for andre, da flyene jo afgik med et par timers mellemrum.

Hjemmefra havde mange sopraner set frem til at flyve langt og i mange timer som noget stort og spændende. På nuværende tidspunkt var det blevet triviel dagligdag, der skulle fordrives på bedste vis. Og bedste vis var meget individuel: se film, læse, spille spil med hinanden, drikke sodavand - og for de fleste, for det meste, at sove.

Efter mange timers flyvning, men en meget kort nat, nåede vi Heathrow. Et par timers mellemlanding og et flyskift senere var vi godt på vej mod CPH.

I København blev vi modtaget i flere omgange af forventningsfulde forældre m.m. der helt sikkert kunne konstatere, at deres håbefulde, efter en oplevelsesrig tur, var vokset - i højden - og i øvrigt havde udviklet sig på alle måder.

Tilbage er kun at fastholde følgende:

  • Rejsegruppen på 72 har samlet ”udstået”:
  • Rejsetid: 27.650 timer
  • Rejse med fly: 1.377.500 km
  • Rejse med bus: 325.000 km
  • Hiket og travet: 11.500 km
  • Cyklet: 2.200 km

Hvis dette sammenholdes med uheld undervejs: Én soprans, måske, nærkontakt med et jordegern, og én kuffert, der ikke kom med første, men med andet fly hjem fra London - ja så må vi siges at have haft en meget, meget heldig tur.

Men dertil skal lægges, at alle har haft en musikalsk indholdsrig tur og har fået rejseoplevelser og kammeratskab, måske for resten af livet.

Ref: Svend






© Copyright -Simon Lorentzen, Slofoto http://slofoto.dk

Du kan sende en e-mail til drengene på denne adresse: mailtilmindreng@rdd.dk